I 2022 havde vi et par rigtigt dejlige dage med godt humør og mange, mange besøgende.
Vi håber, du har lyst til at besøge Kildemarkedet igen i år og vi glæder os til gensynet og ser frem til at møde rigtig mange glade gæster/kunder.
Tag hele familien med, når det store årlige Kildemarked ved Sandflugtsmonumentet
slår teltene op i weekenden den 5. og 6. august 2023.
Lørdag kl. 12 -18 og søndag kl. 10 – 16.
Det store kunsthåndværkermarked er blevet en fast tradition,
og over 80 boder står klar med masser af spændende kunst- og kunsthåndværk og arbejdende værksteder.
Den store stab af frivillige sørger for dejlig kaffe og kager, øl, vin m.m. til rimelige priser.
I år vil der også være nye aktiviteter for børnene, og ”Kildetrolden” vil lave sjov med de mindste.
Der vil være masser af underholdning med musik af enhver slags begge dage.
Vi overholder naturligvis de til den tid gældende Corona-vejledninger og restriktioner.
Se det foreløbige program her.
Historien af Birte Forsell
I 2021 er det 21. gang, der er Kildemarked i Tisvilde. Det skulle egentligt være 22. gang, men sidste år var vi som bekendt nødt til at aflyse!
Kildemarkedet er ikke en ny opfindelse. Det er en tradition, som har fundet sted gennem mange århundreder, men med en pause fra 1920`erne til år 2000, hvor vi i Tisvilde genoptog denne tradition under en lidt anden form. Kildemarkedet opstod i middelalderen i forbindelse med pilgrimsvandringerne til 'Sankt Helene' Kilde og 'Helenes Grav'.
Igennem 800 år troede man på kildens helbredende virkning. En af de mest berømte besøgende var Christian den 4., der til og med byggede sig "skønt hus 19 fod lang og et 5 meter bredt og højt til loftet", som kongens Livlæge Ole Worm beskriver.
Maleren William Scharff ( 1886-1959) tilbragte som barn en stor del af tiden hos sine bedsteforældre på Haarlandsgården i Tisvilde. Han skriver: I min barndom var kildefesterne henlagt fra terrænet omkring graven til selve Tisvilde by, hvor de afholdtes de to første søndage efter Sankt Hans. De var besøgt af folk helt fra Horns Herred og Sydsjælland. Begge Kildesøndage rullede lange vogntog ad Kildevejen fra Helsinge over Taagerup mod Tisvilde by. Nede i byen var den lange Tisvildegade tæt besat med markedsboder, hvor man blandt andet kunne få dejlige honninghjerter med farvet glasur. Midt på den var klistret et billede i stærke kulører. Det passede jeg meget på ikke at ødelægge, når jeg spiste kagen".
Det var lidt om Kildemarkedet set i et historisk perspektiv, og med din deltagelse bliver du også en del af Kildemarkedets historie!
Herunder kan du ses nogle billeder fra de tidligere Kildemarkeder.
Billederne er ikke nødvendigvis repræsentative for Kildemarkedet i år